Standarden
Om dværg-wyandotten

Dværg-wyandotter er langt den mest udbredte af samtlige dværgracer i Danmark. Det skyldes først og fremmest, at den er meget hårdfør, er en god æglægger af storblommede og velformede æg, har  en smuk velafrundet form og er særdeles tillidsfuld og livlig.
Dværg-wyandotten har en fin og rigelig kødsætning.
Det er en dværghøne, der trives fortrinligt under små forhold. 
Herudover er der i Danmark i dag 26 forskellige fravevariteter at vælge imellem, så der således kan findes noget for enhver smag.   
Dværg-wyandotten er en fortrinlig ruger og kyllingefører, taknemmelig at opdrætte og i det hele taget en dværghønserace, der er anbefalelsesværdig for nybegyndere.

Oprindelse:
England begyndte med nedkrydsningen af den store race og Holland fulgte hurtigt efter, men Tyskland er utvivlsomt det land, der har stået for udviklingen af de fleste farvevariteter.

Helhedsindtryk, natur:
Harmonisk afrundet form og flydende linier med aflang, kraftig kropsbygning, middelhøj, bred stilling og vandret kropsholdning. Haleafslutningen helst stigende til øjenhøjde.

Kardinalpunkter:
1. Kropsform
2. Overlinie/underlinie (balance)
3. Fjerstruktur

Racekendetegn:
HANE:
Krop:
bred, fyldig, overalt godt afrundet; kroppen længere end høj; vandret stilling.
Hals: næsten middellængde med fylding behæng.
Ryg: bred, ikke for kort, så der mellem halsbehæng og sadelbehæng er synlig afstand. Ryglinien løber jævnt hulrund uden afbræk mellem halsbehæng og sadel.
Skuldre: brede, godt hvælvede.
Vinger: samlede, hvælvede, tætliggende; ved vandret stilling er spidserne dækket af sadelbehænget.
Sadel: ligeså bred som skuldrene, fortsætter den stigende linie fra ryggen og går uden knæk over halen.
Hale: kort, bred og fuldfjeret, godt samlet og båret i en vinkel på 45 grader stigende til øjenhøjde.
Styrefjerene viser set bagfra en hestskoform, udfyldt med dunrige opadrettede fjer.
Rigelige haledækfjer og mindre sejlfjer, som helt eller omtrent helt skjuler halens styrefjer set fra side.
Bryst: bredt, fyldigt og afrundet, dybt båret. set fra siden en fyldig, jævn buet linie fra hagelapper til lår.
Bagparti: temmelig bredt og dunrigt, overalt vel afrundet, set fra siden videreføres brystlinien.
Hoved: kort, bredt og godt hvælvet. ikke for stort.
Ansigt: rødt, fint af væv, ubefjeret.
Kam: rosenkam, fortil bred of fast stillet på issen, hvælvet, oversiden med ganske fine, små vorter (ikke for lang, men veludviklet spids, der skal følge nakkens runding).
Hagelapper: middellange, vel afrundede, fine i vævet og røde.
Øreskiver: små, røde.
Øjne: røde, orangefarvede tilladt.
Næb: kort, kraftigt og vel krummet.
Gult, afhængig af farvevarianteter med hornfarvet overnæb.
Lår: middellange, godt markerede, med godt tilliggende befjering.
Løb: kraftige, middellange, bred stilling, intensivt gule.
Tæer: (4), lige og velspredte.
Fjerstruktur: fyldig, dunrig, bred med rund fjerspids. Randede varieteter fordrer en lidt hårdere fjer.

HØNE:
Som beskrevet for hanen, med de naturlige ændringer der forekommer ved kønsforskellen samt:
I forhold til hanen virker ryggen lidt længere. Halen stiger fra den godt afrundede ryglinie uden knæk til afslutning i øjenhøjde. De lidt synlige styrefjer viser set bagfra en hesteskoform, udfyldt med dunrige opadrettede fjer. Haleafslutningen er lidt mere rund på grund af de fyldige haledækfjer, men ikke kuglerund. Hoveddelene lidt finere end ved hanen.

VÆGT:
Hane: 1.300 gram
Høne: 1.100 gram

RINGSTØRRELSE:
Hane: 15 mm.
Høne: 13 mm.

ÆG:
Mindstevægt: 35 g.
idealvægt: 38 g.
Skalfarve: let rosa til lysebrun.

A-FEJL:
kort, smalkrop, kuglerund eller afvigende haleparti, lige ryglinie, for kort eller lang ryg, flad eller uharmonisk underlinie, stejl stilling, høj eller lav stilling, bantamvinger. Hvidt i øreskiver, hulkam, kraftigt stigende kamdorn, for bølde, smalle eller dunrige fjer.

FEJL:
Mindre fejl i forhold til foranstående.




























Guld sort/båndet